Gale kvinder
oktober 29, 2008
Jeg lovede at give en rejseberetning i mit foregående indlæg….. Først og fremmest viste det sig at være en større udfordring at finde stedet – Mailegs gårdbutik – især eftersom Krak havde besluttet sig for at dirigere os ud på en vej, der faktisk endte som en cykelsti. Min venindes bil er ikke monsterstor, men at klemme den ind på en cykelsti mente vi alligevel ikke ville være helt forsvarligt. Efter at have kørt lidt i cirkler endte vi med at spørge en lokalt stedkendt person om vej – ja, vi troede, at hun var stedkendt, men det var hun altså ikke. Mit bud er, at vi endte med at komme igennem den samme rundkørsel tre-fire gange (lige med et smut ud på motorvejen tilbage til Silkeborg!), førend vi endelig fik bilen på rette kurs mod byen Lind (den ligger lidt syd for Herning).
Det lykkedes os at finde den famøse gårdbutik lige efter Lind skov (ja, skov kan jo defineres bredt, men der var da en samling træer), og hold da helt ferie – vi var ikke de eneste, der havde fundet butikken. Der holdt biler over det hele. Og ja, rigtigt gættet – butikken var propfuld af kvinder, der halede den ene vare efter den anden ned fra hylderne. Der var sådan lidt januarudsalgsvanvid over det hele…… Altså kvinder over det hele der bare lod sig rive med af tilbud, som de bare ikke kunne sige nej tak til. Jeg vil næsten vædde med, at en god portion af dem må have fortrudt deres køb, efter de engang var kommet hjem.
Anyway, min veninde fandt et par nisser samt lidt andet, mens jeg scorede en julemand (sådan en kan man jo altid bruge) plus et par kræmmerhuse eller ni, hvorefter vi smukt stillede os op i køen. Som vi derefter befandt os i i ca. 45 minutter! Som min veninde bemærkede: “Det var der knagme ingen mænd, der havde fundet sig i. De havde bare smidt tingene og var gået!” Og så er det bare, jeg tænker – hvad er det lige, der får kvinder til at hale en KÆMPE portion tålmodighed op af tasken og blive stående en kø for at komme til at betale for nogle i bund og grund unødvendige varer i en butik, der har været så tåbelig kun at have én ansat til at ekspedere og ikke har udstyret manden med hverken en lommeregner eller en oversigt over priserne på de forskellige varer? Hvilket resulterede i, at han rendte rundt og checkede priser, hver gang han ekspederede en kunde…………….
Jeg fatter det ikke helt – heller ikke at vi selv blev stående i køen!
Som de kloge nok kan regne ud, havde alle mændene trukket det rigtige kort og var blevet hjemme. Enkelte havde dog været så letsindige at vove sig ud på tur med konen/kæresten, men havde klogeligt valgt ikke at bevæge sig ind i butikken. I stedet havde de søgt sammen med andre lidelsesfæller – inkl. diverse forvildede børn – på græsplænen udenfor butikken. Indimellem kiggede de ind ad vinduerne, men ellers holdt de sig klogeligt på lang afstand.
Var det urmennesket, der kom op i os? Kvinden som samler og manden som jæger? Græssende vs. resultatorienteret? Guderne må vide det…… men vi stod alle sammen distancen.
Nu skal jeg bare finde et sted at hænge kræmmerhusene. Ellers var det hele jo forgæves……..
Entry Filed under: Uncategorized. Tags: jul, Krak, kvinder, mænd.
5 Comments Add your own
Leave a Comment
Some HTML allowed:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>
Trackback this post | Subscribe to the comments via RSS Feed

1. Majbritt | oktober 29, 2008 at 3:12 pm
Haha – fantastisk underholdende indlæg – nok mest fordi jeg kan genkende det meste. Ni kræmmerhuse og en julemand…. så kan julen da godt indhente dig:-)
2. Klaus | oktober 30, 2008 at 11:44 am
Fornem blok. Interessant betragtning at kvinder generelt er mere tålmodige end mænd…………………………
3. Karen Williams | oktober 30, 2008 at 12:50 pm
Jeg ved såmænd ikke, om kvinder er mere tålmodige end mænd. Jeg tror, at i dette tilfælde drejer det sig vist mere om en tåbelig form for tålmodighed……. Nogle gange burde man (kvinder) måske nok vide bedre end at spilde X antal minutter på at købe en eller anden fjollet dims, som alligevel ikke gør en disse forskel i den helt store sammenhæng.
Jeg kender mange tålmodige mænd, men jeg tror ikke, at de ville bruge deres tålmodighed på samme måde, som vi gjorde den lørdag. Måske er det lige præcis der, at forskellen ligger?
4. Charlotte | november 1, 2008 at 5:40 pm
Det er ikke umuligt at du har ret i det med kvinders samlernatur. Jeg så faktisk engang et program på Discovery af typen “amerikanske undersøgelser har påvist at….”
Tesen var, at kvinder netop stadigvæk bar på en slags “samler-gen”, og at kvinder derfor er disponerede for at ose rundt i stormagasiner, supermarkeder m.m. Angiveligt (det hævdede udsendelsen) var det også derfor, at kvinder er bedre til at smalltalke end mænd. For når man tuller rundt og plukker bær og samler rødder i en fjern fortid, så risikerer man let at komme væk fra flokken. Men hvis man går og pludrer, så er man jo bestandig i kontakt og bliver ikke væk fra hinanden….. spændende teori
Jeg erindrer desværre ikke, hvad det så betød for mænds adfærd…. at de er store, stille og tavse, fordi den indre urmand står og venter på at kyle et spyd efter nogle store bøffer, som galloperer forbi…måske?
5. Klaus Kjærgaard | november 5, 2008 at 5:11 pm
Jeg læste ikke dit indlæg ordentligt. Det har jeg så gjort nu. Det er ordet tålmodighed, der driller mig. I virkeligheden benytter du den sjældne form “selektiv tålmodighed”, men du udelader “selektiv”, hvorved slægtskabet med betydningssynonymet “stædighed” forsvinder. Med den erkendelse falder tingene igen på plads i mit hoved:-)