Gale kvinder

Jeg lovede at give en rejseberetning i mit foregående indlæg….. Først og fremmest viste det sig at være en større udfordring at finde stedet – Mailegs gårdbutik – især eftersom Krak havde besluttet sig for at dirigere os ud på en vej, der faktisk endte som en cykelsti. Min venindes bil er ikke monsterstor, men at klemme den ind på en cykelsti mente vi alligevel ikke ville være helt forsvarligt. Efter at have kørt lidt i cirkler endte vi med at spørge en lokalt stedkendt person om vej – ja, vi troede, at hun var stedkendt, men det var hun altså ikke. Mit bud er, at vi endte med at komme igennem den samme rundkørsel tre-fire gange (lige med et smut ud på motorvejen tilbage til Silkeborg!), førend vi endelig fik bilen på rette kurs mod byen Lind (den ligger lidt syd for Herning).

Det lykkedes os at finde den famøse gårdbutik lige efter Lind skov (ja, skov kan jo defineres bredt, men der var da en samling træer), og hold da helt ferie – vi var ikke de eneste, der havde fundet butikken. Der holdt biler over det hele. Og ja, rigtigt gættet – butikken var propfuld af kvinder, der halede den ene vare efter den anden ned fra hylderne. Der var sådan lidt januarudsalgsvanvid over det hele…… Altså kvinder over det hele der bare lod sig rive med af tilbud, som de bare ikke kunne sige nej tak til. Jeg vil næsten vædde med, at en god portion af dem må have fortrudt deres køb, efter de engang var kommet hjem.

Anyway, min veninde fandt et par nisser samt lidt andet, mens jeg scorede en julemand (sådan en kan man jo altid bruge) plus et par kræmmerhuse eller ni, hvorefter vi smukt stillede os op i køen. Som  vi derefter befandt os i i ca. 45 minutter! Som min veninde bemærkede: “Det var der knagme ingen mænd, der havde fundet sig i. De havde bare smidt tingene og var gået!” Og så er det bare, jeg tænker – hvad er det lige, der får kvinder til at hale en KÆMPE portion tålmodighed op af tasken og blive stående en kø for at komme til at betale for nogle i bund og grund unødvendige varer i en butik, der har været så tåbelig kun at have én ansat til at ekspedere og ikke har udstyret manden med hverken en lommeregner eller en oversigt over priserne på de forskellige varer? Hvilket resulterede i, at han rendte rundt og checkede priser, hver gang han ekspederede en kunde…………….

Jeg fatter det ikke helt – heller ikke at vi selv blev stående i køen!

Som de kloge nok kan regne ud, havde alle mændene trukket det rigtige kort og var blevet hjemme. Enkelte havde dog været så letsindige at vove sig ud på tur med konen/kæresten, men havde klogeligt valgt ikke at bevæge sig ind i butikken. I stedet havde de søgt sammen med andre lidelsesfæller – inkl. diverse forvildede børn – på græsplænen udenfor butikken.  Indimellem kiggede de ind ad vinduerne, men ellers holdt de sig klogeligt på lang afstand.

Var det urmennesket, der kom op i os? Kvinden som samler og manden som jæger? Græssende vs. resultatorienteret? Guderne må vide det…… men vi stod alle sammen distancen.

Nu skal jeg bare finde et sted at hænge kræmmerhusene. Ellers var det hele jo forgæves……..